Stressbehandling

Du har fundet frem til denne side, måske fordi du oplever stress og overbelastning netop nu. Det første skridt er ofte det sværeste: at erkende, man har brug for hjælp og række ud.


Har du ikke oplevet stress før, kan det være skræmmende at opleve. Måske du reagerer voldsomt og på måder, du har svært ved at genkende. Måske du føler dig alene. Det er vigtigt at understrege, at der er en vej videre. Du kan lære at håndtere stress og genfinde balancen.

Hvad er stress?

Stress er ikke en sygdom eller noget, man "enten har eller ikke har". Vi oplever alle højnet stress fra tid til anden. Dette er normalvis ikke et problem, så længe man får slappet af efterfølgende. Man har måske haft en travl uge og når til weekenden, hvor man bliver ramt af trætheden og tillader sig selv at lade op. Kroppens nervesystem er indrettet til selv at finde denne balance mellem aktivering og deaktivering.


Problemet med stress opstår, når hvileperioden ikke modsvarer kravene og den tiltrængte hvile udebliver. Kravene kan være ydre omstændigheder, eksempelvis på dit arbejde eller hjemmefronten i form af travlhed eller store omvæltninger. De kan også være indre i form af høje forventninger til dig selv, du ikke kan indfrie, en masse tanker om fremtiden, du ikke kan slippe eller en følelsesmæssig konflikt. Ofte er det de "mange bække små" som gør åløbet. Det høje stressniveau bliver en vane og du mister langsomt forbindelsen til afstressende ting i dit liv. Står det på længe nok, kan man blive udbrændt med en overbelastning til følge.


Den gode nyhed er, at ligesom dit nervesystem over tid har lært at være stresset, kan det genlære, hvordan man slapper af. Du har kapaciteten til dette - hvis forhindringerne for roen fjernes.

Typiske symptomer ved stress


Psykisk:

  • Øget angst (som ofte opstår uforklarligt)
  • Kort lunte og irritabilitet
  • Mindre lyst (socialt, seksuelt, praktisk mm.)
  • Svækket hukommelse, overblik og koncentration
  • Tankemylder og mental udmatning


Fysisk:

  • Svækket immunsystem og hyppig sygdom
  • Søvnløshed
  • Hjertebanken
  • Hovedpine og muskelspændinger
  • Svedeture
  • Maveproblemer
  • Manglende appetit og øget sukkertrang

Ønsker du en uforpligtende snak om det, du oplever?

Vejen ud af stress

- Med hjælp fra en psykolog


Med den rette stressbehandling får du først og fremmest en forståelse for, hvordan og hvornår stressen kom ud af kontrol, du får du redskaberne til at håndtere stress i dit liv og du lærer dig selv og dine reaktioner at kende. Du bliver i sidste ende klædt på til at træffe beslutninger, som er bedre for dig og din balance.

Niveauer i stressbehandling

Behandlingen af stress tilrettelægger vi sammen ud fra din situation og dine ønsker. Den vil indeholde flere niveauer afhængigt af, hvor belastet du er af stress. Er du begyndende- til middelramt af stress vil man ofte hurtigere kunne gå i gang med at analysere og forandre, da du vil have det overskud, som dette terapeutiske arbejde kræver. Er du meget overbelastet, går vi ofte mere nænsomt til værks og bruger mere tid på få genskabt lidt balance i hverdagen, så restitutionen kan begynde. Det er vigtigt at nævne, at niveauerne har til formål at skabe overblik og at man ofte arbejder på flere niveauer i en enkelt samtale, alt efter hvor du er i processen.

1. Ro og struktur

Her arbejder vi bl.a. med konkrete teknikker til beroligelse, vidensdeling, små og overskuelige livsstilsændringer og hjælp til at håndtere de symptomer, du oplever.

2. Analyse og forståelse

Her går vi mere i dybden med at forstå din stress og hvilke omstændigheder og mønstre, den er gjort af. Du opnår en større forståelse for dig selv.

3. Forandring

Det sidste niveau i stressbehandling indebærer, at du støttes og klædes på til at indføre de nødvendige varige forandringer i dit liv, så du kan vedholde balancen i fremtiden

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Det kan være svært at mærke, hvornår man har brug for hjælp. Desværre er det en af effekterne ved stress, at vores evne til at mærke os selv og tænke rationelt sættes ud af drift. Ofte er det vores omverden som reagerer på forandringerne hos os - især hvis vi ikke har prøvet det før.


Ofte er korte perioder med spidsbelastninger midlertidige og balancen vil indfinde sig igen. Men har perioden varet i adskillige uger med flere af kernesymptomerne uden mærkbar bedring, og er udsigten ikke, at der sker en forandring i ydre omstændigheder inden for en overskuelig tidshorisont (fx at du overstår din eksamen eller den store flytning), som kan forklare stressen, er rådet, at du opsøger hjælp. Det er desværre min erfaring, at flere søger hjælp for sent end for tidligt, og at mange svære overbelastninger kunne være undgået med rettidig professionel hjælp. Er du i tvivl? Du er altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak.